For nyligt skrev Mads Brügger et opslag på Twitter, hvor han citerede Eva Smith for at sige “Nu kan vi ikke længere regne med at når statsministeren stiller sig op og forklarer befolkningen at nu skal vi gøre sådan og sådan, at så er der lovhjemmel,”. Han opfordrede til, at man skulle læse det et par gange, for vel at lade det synke ordentligt ind.
Jeg kommenterede på opslaget med følgende ”Eva Smith kan ikke overraske og forarge mig med udtalelser længere efter, hvad hun præsterede igennem 2020-22. Som professor i retsvidenskab var hun stort set usynlig, imens de mest grundlæggende menneskerettigheder blev os frarøvet af myndighederne.”
Min kommentar medførte blandt andet, at jeg blev kaldt en yderlig ligegyldighed og fik følgende kommentar med på vejen: ”Tilgivelse. Det er undervurderet evne. Du kommer til at kæmpe til du dør, og du kommer til at gå glip af megen glæde og ro, hvis du ikke finder den følelse frem.
Og det fik mig til at reflektere lidt over, hvad jeg egentlig mener om begrebet tilgivelse – og det kom der disse ord ud af.
***
TILGIVELSENS DYNAMIKKER
For at forstå, hvad tilgivelse går ud på, må man lave forskellige opdelinger af de mennesker, som man overvejer at tilgive. Overordnet er der to grupper alt efter, om man kender menneskerne personligt eller ej. Dernæst må man definere, hvilken rolle mennesket har i forhold til en selv.
Eva Smith kender jeg ikke, så hun hører til i kassen af upersonlige og hendes rolle overfor mig har været en stemme i den offentlige debat. Jeg kunne putte vores statsminister og alle andre myndighedspersoner i samme kasse.
Da jeg ikke kender dem personligt, har jeg ikke noget at tilgive i forhold til dem som individer. Jeg har kun brug for at forholde mig til tilgivelsen i forhold til den rolle, de har indtaget i offentligheden overfor mig. Eva Smith er altså tilgivet personligt på forhånd men, når hun ikke var en vigtig stemme, da vores rettigheder blev taget fra os i 2020-2022, så må det være dette forhold, som jeg skal overveje at tilgive. Det vil sige, kan jeg tilgive hende for ikke at have kæmpet med os andre frihedskæmpere i de sværeste stunder, når hun havde så stærk en juridisk ballast?
Og her opstår der et nyt spørgsmål i mit sind – for er det egentlig mig, som skal tilgive hende? Og, hvis det ikke er mig, hvem er det så? Måske er der nogle fagpersoner, som bør have et par juridiske ord at skulle have sagt – hvis ellers de er vågnet.
Når jeg mærker efter, så har jeg intet problem med, hvis hun skulle have et behov for, at jeg tilgav hende. Jeg har jo allerede tilgivet hende på det personlige plan. Så, hvis hendes behov for tilgivelse gik ud på, at hun sagde undskyld for at svigte i kampen og derefter ønskede at indtage sin ekspertrollestemme i den offentlige debat igen, så kan jeg mærke, at min holdning er, at den går ikke. Og det er egentlig ikke fordi, jeg ikke vil tilgive hende. Det vil jeg godt – jeg vil bare ikke betragte hende som en ekspert i menneskerettigheder længere. For mig er der nemlig de teoretiske forhold til rettighederne, og så er der forholdet til rettighederne, når de kommer i spil i praksis.
Betyder det så, at jeg har tilgivet hende eller ej?
Og, hvad er en tilgivelse egentlig. Hvor ’bor’ den. Hvis hun bærer behovet for at blive tilgivet, bor den vel i hende. Hvis jeg går rundt med rumsterende tanker om, hvor slem hun var i sit fravær i kampen, så bærer jeg på en form for bitterhed – men det er jo ikke tilgivelse. Ophører bitterheden, hvis jeg tilgiver – ja det tror jeg faktisk den gør. Men det ændrer jo ikke på mit forhold til ekspertrollen. For, hvis jeg ikke vil anse hende for en ekspert længere, ikke anse Mette F. for at være min statsminister eller Brostrøm for at være ekspert i sundhed – betyder det så, at jeg ikke har tilgivet dem?
Min egen konklusion ender der, hvor man uden tvivl skal slippe de rumsterende tanker med bitterhed over alle svigt, hvad enten de kom fra myndigheder eller personlige bekendtskaber. Men, man skal sætte de pågældende mennesker over i en ny kasse. Det kan være en ekspert, der bliver til en ikke-ekspert. En nær ven, som bliver til fjern/gammel bekendt osv.
Det kan godt være, at nogen på Twitter vil synes, at jeg ender som en yderlig ligegyldighed. Men dette synspunkt bor jo i vedkommende, som synes det. Jeg selv har et andet synspunkt. Jeg er sikker på, at hver eneste af os i frihedsbevægelsen har gjort en forskel. Hvad enten vi har læst og liket hinandens opslag, skrevet hundredvis af opslag, debatteret på vægge, demonstreret på gader eller lignende – så har hver og en af os kæmpet for ALLE menneskers rettigheder. Og, hvis vi bærer på bitterhed, så bør den opløses og erstattes af stolthed. Sandhederne pibler jo frem alle steder – vi har jo vundet.
Og til personen som synes, at jeg spilder mit liv. Ja – jeg ville kæmpe til jeg døde for, at ikke mine børn og børnene skulle leve under de vilkår, som cabalen- støttet af dens ubevidste/sovende tilhængere – havde planer om, at menneskeheden skulle leve under.
Og når nu opslaget handler om tilgivelse, så ville jeg da aldrig kunne tilgive mig selv for at have festet rundt og haft det sjovt – imens jeg var bevidst om de vilkår, mine børn og børnebørn skulle leve under i fremtiden.