Kommunikation

Fra mit synspunkt er kommunikation en meget central del af, hvad der sker omkring os både i den fysiske dimension og i den spirituelle dimension. Jeg vil sige, at meget af det som møder os i vores liv, er en eller anden form for reaktion på de energier og signaler, vi sender ud i verden. Alt dette er dermed en del af den kommunikation, vi har med verden omkring os. Jeg har et bogmanuskript om emnet liggende til senere udgivelse, og nogle af de emner, som berøres i bogen, er følgende.

Vores tradition byder os, at når vi skal forstå hvad et ord betyder, slår vi det op i ordbogen eller på nettet, og finder en officiel betydning af ordet. Når det kommer til vores daglige samtaler, indgår ordene dog ofte med en betydning, som er helt individuel for os hver især. Et ord indgår i vores hukommelse sammen med en masse situationer, hvor ordet indgik. Et ords betydning for et menneske, vil være et sammenkog af hvad man oprindeligt har lært ordet betyder, hvad enten det stammer fra ordet brugt i familien eller fra de officielle kilder, og så med alle erindringer og erfaringerne fra man har fra brugen af ordet. Det er på sin vis ret indlysende, men prøv at udforske dette i dine egne samtaler ved at spørge, hvordan andre vil forklare et ord og, hvad de typisk forbinder ordet med. Kaster man sig ud i denne øvelse, vil man hurtigt erfare, hvor stor forskel der er på, hvad vi forbinder med de forskellige ord, og dermed også erfare, hvor let vi kan tale forbi hinanden i vores samtaler.

Udover vores verbale sprog taler vi hele tiden et nonverbalt sprog. Dette nonverbale sprog består af den energi og følelsestilstand vi har aktive indeni os samt det humør og den stemning, vi er i. Det er min erfaring, at alle vores verbalt udtalte budskaber, er næsten fuldstændigt farvet af vores indre tilstande. Og det indhold som modtageren af vores budskab vil opfatte, vil derfor primært være, hvad vi føler i vores indre. Hvis vi siger ’du er så sød’, vil modtageren opfatte dette budskab tydeligt farvet af, om det virker som om vi mener at vedkommende er sød. Det vil meget tydeligt kunne mærkes, om vedkommende mener det, hvis vi ellers er opmærksomme på det nonverbale sprog og tillægger det en værdi.

Spirituelt set, er den indre kommunikation helt afgørende, for vores åndelige og personlige udvikling. Ønsker vi at udvikle os, må vi lære at skelne mellem vores følelser og tanker, når vi hører vores indre stemme, og vi må kunne identificere hvad der er vores intuition. Senere vil vi skulle udvikle evnen til at skelne mellem intuitionens budskaber. I spirituel kommunikation, er ord sjældent fyldestgørende, og der vil typisk indgå flere faktorer. Det kan være farver, følelser, kvaliteter men også brug af tidligere erindringer og andre typer oplevede billeder.

Kommunikation med dyr ligger mig meget på hjerte. Ikke den type kommunikation som de fleste mennesker har med dyr, men en type kommunikation som går fra dyret til os. Indholdet i kommunikationen handler ikke om dyret, men om os. Det er altså en type kommunikation hvor dyrene sender budskaber om os selv. Jeg har skrevet mere om dette i den kommende bog ’Budskaber fra dyreriget’, men jeg skriver også om emnet i mange af mine andre bøger inklusiv bogen om kommunikation.

Lukket for kommentarer.