FØLER DU DIG KLAR?

Da jeg var 12 år gammel, skete der ting i mit liv, som fik mig til at beslutte, at jeg ville skabe mig et andet liv i fremtiden end det liv, som jeg havde haft i min opvækst. Jeg havde på det tidspunkt ikke en plan, det eneste jeg vidste var, at det jeg havde fået i min opvækst, ikke skulle gives videre til mine børn. Børn som jeg vidste kom på et eller andet tidspunkt.

Det var først da jeg havde rundet de første halvtreds år, at jeg begyndte at kunne se, hvad rejsen var gået ud på og hvordan det var lykkedes mig at skabe det nye liv.

I hele mit voksenliv har jeg set mennesker forsøge på noget lignende, men intuitivt kunne se, at de fleste gik den forkerte vej. De fokuserede på det forkerte og de ledte de forkerte steder efter deres løsninger. Menneskene ville noget med deres liv, og kæmpede for at skabe det. Men for mig var det tydeligt, at det de søgte, ikke fandtes der, hvor de ledte.

Nu hvor vi står på tærsklen til den store opvågning, ser jeg stadig, at mange mennesker falder i den samme type fælde. De har for står fokus på det ’forkerte’, og de går ikke fremad, selvom det er deres faste overbevisning, at de gør.

Prøv at se dig omkring på Facebook, og se hvor mange mennesker, som skriver kommentarer om, hvad andre mennesker bør mene og gøre. Egentlig er der ikke noget galt med at give andre mennesker råd, det skal blot være under betingelse af, at man selv er i stand til at efterleve de samme råd.

At give andre råd, man ikke selv enten ved om man følger, eller om man er i stand til at følge, er at fokusere på det ’forkerte’. Man skal ’walk the talk’. Det er den eneste vej til at ændre på noget. Og faktisk er det sådan, at det man fortæller andre at, de bør gøre, med 100% sikkerhed indeholder læring til en selv. Måske ikke 1:1, men når man fokuserer på et emne hos andre, er det fordi man har en relation til emnet. Og derfor er der ALTID noget at lære.

Man når derfor heller aldrig i mål. Og hvis betingelsen er, at man skal kunne ALT før, at man er i sin ret til at give andre mennesker råd, så ville verden jo gå i stå. Så, der er ikke problemer i at give andre mennesker råd, man skal altså bare følge de samme råd selv.

Det er dette princip, jeg har forsøgt at leve efter de sidste mange år. Det er ikke nemt. Det udfordrende og det kræver en masse arbejde. Omvendt kan jeg konstatere, at den plan jeg lagde da jeg var tolv år gammel, er lykkedes. Jeg har levet et helt andet liv, end det jeg blev præsenteret for som barn.

Så, når jeg starter denne post med et spørgsmål om: ’Føler du dig klar?’, så er det for at inspirere dig til at undersøge, om du selv kan leve op til det, du forventer af andre. Vi står overfor helt ukendte forandringer, og skal i gang med en helt ny type liv. For at komme med på denne rejse, og ikke blive efterladt på perronen, så kræver det, at hvert enkelt menneske begynder at udforske sig selv. Udforske sin personlighed, sin sjæl og dens evner, sine energier og meget andet. Den nye tid indeholder helt nye typer videnskaber, og for at kunne leve i denne nye verden, skal vores indre transformeres til noget helt ny. Det kræver en indsats, og det kræver, at vi ikke bare går op i at fortælle andre, hvad de bør gøre. Det kræver, at vi forstår at det, som skal ændres, er OS SELV. Når andre mennesker omkring os gør ting, vi synes vi bør give dem råd omkring, så hjælper de os blot, til at finde emner, vi selv bør arbejde med.

Lukket for kommentarer.