EN LÆREMESTER

Dette opslag skrev jeg oprindeligt tilbage i 2012/13, og filmen er optaget i 2012. Aisha er desværre ikke hos os mere, men hun har sat sine spor 🤍

OPRINDELIGT OPSLAG:

Efter at jeg i 2009 første gang hørte om muligheden for at samarbejde med heste om menneskers personlighedsudvikling, mødte jeg min første læremester – Aisha. Hun er en OX fuldblodsaraber hest, som jeg har haft den store fornøjelse af, at samarbejde med i de sidste 4 år.

Aisha er glad for at blive striglet omkring haleområdet, og bakker derfor gerne bagpartiet imod en. Før 2009 havde jeg kun haft meget lidt kontakt til heste, men jeg var – som mange andre – blevet advaret mod at stille mig bagved en hest, idet man kunne risikere at de sparkede bagud efter en. Så, når Aisha udviste denne adfærd, opstod derfor straks en stærk angstfølelse indeni mig. I takt med at jeg uddannede mig indenfor Hestefaciliteret Læring, trænede jeg også at rette fokus mod de følelser der opstod når jeg samarbejdede med hestene – deriblandt Aisha. I starten når hun bakkede enden mod mig, overvandt angstfølelsen mig som regel, og jeg sneg mig langsomt om på siden af hende mens jeg forsatte med at strigle hende. Men som tiden gik, kunne jeg iagttage at der udspillede sig et mønster som jeg kunne påvirke med mine følelser. Når jeg var mest angst – og derfor havde flyttet mig om på siden af Aisha – gik Aisha væk fra mig og en bue rundt, hvorefter hun gik tæt op af mig og bakkede tilbage direkte med enden mod mig. Efter nogen tid blev det tydeligt for mig, at hun med denne adfærd meget tydeligt signalerede at jeg ikke skulle være angst. Efter at jeg havde overvundet min angst, og turde stå rolig direkte bagved hende, stoppede hun ofte sin bakkeadfærd og gik blot sin vej. Aisha kan jo ikke tale, så jeg har aldrig fået bekræftet direkte at jeg opfattede hendes signaler rigtigt – men jeg fik afprøvet dem så mange gange, at jeg selv til sidst var helt overbevidst.

En af mine mange andre oplevelser med hende opstod da jeg skulle afholde et kursus for min mand. Jeg havde tidligere holdt ca. 35 kurser og hestene var altid meget samarbejdsvillige. Jeg skulle blot nærme mig folden med en kursist, og der kom altid en interesseret hest frem til os. Den dag jeg skulle afholde kursus for min mand og vi nærmede os folden, var der absolut ingen heste som reagerede. Det var samtidigt en dag hvor vi ville filme hvordan et kursus foregik, hvorfor det var noget ubelejligt at ingen heste reagerede. Efter flere forsøg, stod det klart for mig at hestene kunne fornemme at det ikke var en almindelig kursist jeg havde medbragt, men en person som stod mig tæt følelsesmæssigt. Jeg måtte opgive at bruge den sædvandlig metode med at få kontakt til hestene, og tog i stedet min mand med ind i folden. Denne dag besluttede Aisha sig for at give os begge et kursus i total tilstedeværelse, kærlighed og ikke mindst kunsten ikke at være angst. Denne smukke seance blev optaget på film, og kan ses nederst på denne side: Bøger & Film (lonehjorth.dk)

Lukket for kommentarer.